PoE (Power over Ethernet) er en netværksfunktion, der er defineret af standarderne IEEE 802.3af og 802.3at. PoE gør det muligt for Ethernet-kabler at forsyne netværksenheder med strøm via den eksisterende dataforbindelse.
PoE-kompatible enheder kan være PSE-enheder (Power Sourcing Equipment), PD-enheder (Powered Devices) eller nogle gange begge dele. Den enhed, der sender strøm, er en PSE-enhed, mens den enhed, der modtager strøm, er en PD-enhed. De fleste PSE-enheder er enten netværks-switche eller PoE-injektorer, der er beregnet til brug sammen med ikke-PoE-switche. Helt almindelige eksempler på PD-enheder omfatter VoIP-telefoner, trådløse access points, og IP-kameraer.
Hvad er fordelene ved PoE?
- PoE giver dig mulighed for at bruge ét kabel til både strøm og dataoverførsel, så du kan spare penge, fordi du ikke behøver at anskaffe og trække kabler til netværksudstyr og VoIP-telefoner.
- PoE gør installation eller udvidelse af et netværk meget enklere og billigere i bygninger, hvor det er for dyrt eller besværligt at installere nye elledninger.
- PoE gør det muligt at montere udstyr på steder, hvor det ville være upraktisk at installere strøm, f.eks. på sænkede lofter.
- Med PoE kan du reducere antallet af kabler og stikkontakter i et overfyldt udstyrsrum eller kabelskab.
Hvad er PoE+?
Den seneste opdatering af PoE er standarden IEEE 802.3af, der kaldes PoE+. Den største forskel mellem 802.3af (PoE) og 802.3at (PoE+) er, at PoE+-PSE-enheder kan levere næsten dobbelt så meget strøm gennem et enkelt Ethernet-kabel.
PoE+-PSE-enheder kan levere strøm til både PoE- og PoE+-PD-enheder, men PoE-PSE-enheder kan kun levere strøm til PoE-PD-enheder. PoE+-PD-enheder kræver mere strøm, end PoE-PSE-enheder kan levere.
Hvor meget strøm kan PoE-enheder levere?
PoE+ enheder kan maksimalt levere 30 watt pr. port, mens PoE-enheder maksimalt kan levere 15,4 watt pr. port. Der vil dog altid være et vist strømtab i kablet, og jo længere kablet er, jo større er strømtabet. Den minimale garanterede tilgængelige effekt i PD-enheden er 12,95 watt pr. port for PoE og 25,5 watt pr. port for PoE+.
PSE-enheder har også et maksimalt strømbudget, som er den samlede mængde strøm, de kan levere til PD-enheder på én gang, målt i watt. De fleste PSE-enheder har ikke et tilstrækkeligt højt strømbudget til at levere den størst mulige effekt til alle PoE-porte, fordi de fleste brugere ikke kræver så meget strøm. Når du køber en PoE-kompatibel PSE-enhed, skal du sørge for at beregne dit ønskede strømbudget omhyggeligt for alle PD-enheder, du vil tilslutte.
Hvad betyder PoE-klasserne?
PoE- og PoE+-PD-enheder tildeles en klasse fra 0 til 4, ud fra hvor meget strøm de kræver. Når en PD-enhed er sluttet til en PSE-enhed, sender den oplysninger om sin klasse til PSE-enheden, så PSE-enheden kan levere den rigtige mængde strøm til den. Klasse 1-, Klasse 2- og Klasse 3-enheder kræver henholdsvis meget lidt strøm, lidt strøm og medium strøm. Klasse 4-enheder (PoE+) kræver meget strøm og er kun kompatible med PoE+-PSE-enheder. Se https://en.wikipedia.org/wiki/Power_over_Ethernet#Standard_implementation for at få yderligere oplysninger om PoE-klassifikationer.
Klasse 0-enheder har ikke fået en egentlig klassebetegnelse fra producenten, så de fleste PSE-enheder skal tildele den samme mængde strøm til Klasse 0-enheder som til Klasse 3-enheder, selvom Klasse 0-enheder faktisk bruger meget lidt strøm. På nyere modeller af NETGEAR PoE+-switche kan du imidlertid definere den øvre grænse for en PD-enhed, uanset klasse. Disse modeller tildeler også strøm til andre PD-enheder på basis af de effektgrænser, du definerer, og ikke den teoretiske strømtildeling i henhold til enhedsklasse, hvilket reducerer strømspildet.
Kan jeg blande PoE- og ikke-PoE-enheder i mit netværk?
PoE-enheder kan blandes med ikke-PoE enheder i et netværk, men ikke-PoE-enheder kan ikke levere strøm til PD-enheder eller modtage strøm fra PSE-enheder. Ikke-PoE-enheder skal have en separat energikilde.
Hvor kan jeg få mere at vide om PoE-standarden?
Se detaljer om PoE-standarder og -implementeringer på https://en.wikipedia.org/wiki/Power_over_Ethernet.
Hvis du vil downloade en kopi af IEEE-Ethernet-standarderne, hvilket bl.a. omfatter PoE og PoE+, kan du besøge http://standards.ieee.org/about/get/802/802.3.html.
Hvilke NETGEAR-switche er PoE-kompatible?
Alle NETGEAR-switche med bogstavet "P" efter modelnummeret, men før bindestregen (-), herunder "LP" og "PP", er PoE-kompatible: f.eks. GS308P, GS728TPP og GSM7252PS.
Prøv NETGEAR Product Selector for at finde den PoE-kompatible switch, der passer til dit behov:
- Klik på + ud for Krav til Power over Ethernet (PoE).
- Marker afkrydsningsfeltet for hver relevant PoE-valgmulighed.
- Du kan indsnævre dine valg ved hjælp af andre valgkategorier, som Formfaktor og Understøttede linkhastigheder.
- Hvis du vil have vist flere oplysninger om en bestemt model, kan du holde musen over den pågældende model og klikke på VIS OPLYSNINGER.
Dette er en generel indledende artikel. Du kan finde flere oplysninger om specifikke NETGEAR PoE-kompatible enheder ved at indtaste modelnummeret på denne side og se produktets datablad.
Du kan finde flere oplysninger om PoE på NETGEAR Business PoE-destinationssiden.